Tidligere ejer

Niels Erik Præstekær.

For mig har markhuset altid været noget særligt, et rart og særpræget hus med gode minder. Det ligger et lille stykke fra min fædrene gård, så det var sjældent vi kom der, men så når vi kom der var det for at hente de aktuelle maskiner som skulle bruges i marken. Det mest spændende var høsten, så skulle alt ud af huset for selvbinderen stod bagerst. Det var et større projekt som tog nogen tid. Da loftshøjden var meget lav, skulle vi montere vingerne, som var taget af for at selvbinderen kunne komme ind.

Jeg husker markhuset med stråtag, høj rejsning og afvalvmede gavle, men taget mod syd var meget dårligt.

Sidst i 1950 érne blev det fjernet og en anden tagkonstruktion med lav rejsning og eternitplader blev lavet af min bedstefar og karlene. Det var jeg ikke imponeret af, men det var nok økonomien og tidens trend som gjorde valget.

Funktionen som maskinhus virkede helt frem til 1979, hvor en stålhal på gården tog over.

Så var der en årrække uden noget egentligt formål, men i 3 – 5 år var det lånt ud som jagthytte til den lokale jagtforening.

Så skete der meget lidt indtil en sommerdag i 2013, hvor der var halm på marken ved siden af markhuset. Halmen skulle presses og maskinstationen kørte ind af den brede indkørsel, men da man var færdig tog chaufførem vejen tilbage mod vest, forbi markhuset på sydsiden. Det var ikke godt, for den smalle passage der var, gjorde at han rammer markhuset og det meste af vestsiden rives ned.  Efterfølgende stives huset af så det ikke falder sammen.

Nu var vi så der, hvor der skulle træffes et valg – nedrivning eller en meget omfattende renovering.

En god arbejdskollega Finn Schaarup prikkede alvorligt til mig med tilbageførsel som oprindeligt – vi fandt gamle billeder og han lavede et flot skitseoplæg – så nu var tvivlen væk – jeg måtte i gang.

Jeg var tæt på min pensionering og kunne måske selv gøre noget ved det, så derfor fik jeg dispensation til tilbageførsel af Kystinspektoratet i dec. 2015.

En af mine gode debattører fra kampen om Nationalpark Sydfyn, Per Brunsgaard, Friluftsrådet, ser min dispensation og hen vender sig fordi det er det eneste bevarede markhus på Sydfyn og der er så kun to tilbage i landet. Men skulle Friluftsrådet hjælpe skulle det være til gavn for friluftslivet. Det var jeg ikke lige klar til, det var ikke min plan.

Jeg gik i gang med at få lidt tilbud frem og så kom chokket, det var noget dyrere end jeg havde forstillet mig. Jeg fik undervejs en meget stor opbakning til projektet fra Horne Lands Folkemindesamling, Øhavsmuseet, Stråtagsforeningen, Faaborgegnens Efterskole og Horne Løbeklub.

 Efter nogen tid tog jeg så igen kontakt til Per Brunsgård og vi aftalte et møde hvor Michael Martin Jensen, som sad i bestyrelsen for Naturturisme også kom med. Mødet sluttede med at jeg ”overgav” markhuset til friluftslivet, madpakkehus, Grønt Støttepunkt eller lign.

Et lille år går før der endelig sker en meget aktiv indsats fra Naturturisme I/S. I løbet af 14 dage er vi på Underværker og fik nok likes til at søge hos RealDania, men ak ingen penge herfra. Jeg erfarede så, at for at opnå fondsmidler måtte ejerskabet måtte helst ikke være privat, det skulle ændres til forening eller andet.

Jeg vil gerne være sikker på at markhuset ikke pludselig forsvinder og tilbyder Øhavs Muset markhuset, de takker nej. Og så er der kun en forening/fond tilbage som kan gennemføre mine håb.

Derfor solgte jeg 7. feb. 2018, markhuset til den nyetablerede forening, Markhus Sinebjerg, for 1 krone!